At bekæmpe krigen med kærlighed

Sreepriya Rohit er uddannet fra Amrita Vishwa Vidyapeetham, Bachelor i Technology i Computer Science and Engineering. Hun og hendes mand, Rohit Kartha, bor i øjeblikket i München, Tyskland. Begge tog fri fra arbejde for at arbejde frivilligt med Embracing the Worlds stand for flygtninge ved grænseovergangen Budomierz mellem Polen og Ukraine.

"Det er for første gang i mit liv, at jeg har haft mulighed for at opleve krig på så nært hold. Det var i sandhed nogle af livets barske realiteter, som jeg ville ønske ikke eksisterede. Den 4. marts startede Rohit og jeg vores rejse til den polske grænse."

Swami Shubhamritananda koordinerer Embracing the Worlds humanitære arbejde i Europa. Da han ringede til os en dag før for at orientere os om situationen, var det billede, jeg havde i tankerne, at der var omkring 40 indiske studerende på et hotelværelse i Polen, og at de havde været igennem et traume og havde brug for nogen at tale med.

Opgaven så ud til at kunne lade sig gøre, selvom jeg aldrig har gjort det før. Vi fandt et fly næste dag og startede på vores mission. Vores polske kontakt, Marcin Krol, sendte en besked om, at han ville sende nogen til at hente os i lufthavnen.

Fra Krakov lufthavn var det næsten 3 timers kørsel til den ukrainske grænse. Da vi først kom væk fra motorvejen, var det i lang tid landeveje med små huse langs vejen. Så blev antallet af huse mindre og det blev bare goldt, ikke noget særligt. Jeg følte det som et ingenmandsland midt i ingenting.

Da vi endelig ankom til vores overnatningssteder, hilste Marcin os velkommen med stor lettelse. Han takkede Amma igen og igen for at have sendt os dertil. Han tog os med til vores værelse i det lille gæstehus, der havde et fælles køkken og døråbninger.

To børn legede, mens deres mor lavede mad i køkkenet. Marcin forklarede, at de var ukrainere, der lige havde krydset grænsen for to dage siden. Husejeren var en venlig mand, der gav værelser til alle flygtninge i nød. Jeg spurgte Marcin, hvor de indiske studerende var. Han sagde, at mange snart forventes at ankomme til grænsen, kun 2 km fra pensionatet.

På det tidspunkt indså jeg, at opgaven ikke bare var at tale med nogle elever, men var langt større. Vi gik til grænsen, og da vi ankom, så vi mange hvide telte fulde af kvinder, små børn og gamle mennesker.

Enhver, der lige havde krydset grænsen, kunne vente i teltene, indtil der blev fundet overnatning eller tilrettelagt en rejse til deres respektive destinationer. Varm suppe og sandwiches var tilgængelige. Et af teltene havde akut behandling og medicin. Et andet var fuld af tøj. De opvarmede telte var pakket med folk, der sad på træbænke og varmede sig fra den isnende kulde udenfor.

Marcin tog os med til checkpointet, som var omkring 700 m væk. Mens vi gik, så vi mange grupper af flygtninge på vej fra checkpointet mod teltene. Det var -5°C kl. 21. En gammel kvinde, få meter fra os, kæmpede med at bære sine tasker. Efter nogle forsøg lagde hun alt ned i udmattelse. Hendes øjne afspejlede total hjælpeløshed, idet hun stirrede på sine ting.

Marcin talte straks med hende på ukrainsk, tog hendes tasker og hjalp hende til lejren. Jeg så hende langsomt følge efter ham. Hun var bestemt mere end 70 år gammel. De to store poser må have indeholdt alle hendes værdigenstande. Og der var ingen til at hente hende fra grænsen. Jeg spurgte mig selv: "Hvor skal hun hen, når hun når lejren? Kan hun klare sig helt alene?”

Mange sådanne spørgsmål begyndte at dukke op i mit hoved. Vi så flere og flere gamle mennesker og kvinder med deres bagage. Vi kunne ikke ukrainsk, men brugte håndbevægelser for at tilbyde at hjælpe nogle af dem. Vi havde dog ingen frivillig-jakker på, så to indiske mennesker, der viste håndbevægelser til en flok flygtninge, der lige er flygtet fra en krigszone, virkede måske ikke som en særlig stor hjælp. Folk nægtede at lade os hjælpe dem med at bære deres tasker, sandsynligvis fordi de var traumatiserede af frygt og ikke vidste, om de kunne stole på os.

Da to andre indiske frivillige så vores desperation efter at hjælpe, kom de tæt på os og spurgte: "Naattil evidunna? Malayalikal aanalle?”, som var malayalam, mit modersmål, for at spørge os, om vi var malayaler. Jeg nikkede ja med et stort smil. De frivillige gav os et detaljeret overblik over, hvad der var sket ved grænsen i de sidste par dage.

En aften mødte vi en kvinde i halvtredserne. Hun ventede på, at hendes forældre skulle krydse grænsen, og hendes øjne var så fulde af angst. Vi forsøgte at berolige hende, gav noget varm kaffe og startede en samtale. Hun talte ikke engelsk, så Marcin oversatte for os.

Hendes forældre var fra Donetsk, en af ​​de fjerne østlige regioner, der var under russisk invasion. Deres hus var blevet fuldstændig bombet, men de havde nået at flygte en dag før med alle deres vitale ejendele. Kvindens mor var 72, og hendes far var 76. Hver gang hun ringede til dem for at få en opdatering af deres flugt, græd de i smerte. De havde da rejst i en uge. To dage i toget og to dage i bus, med nogle pauser i bunkers undervejs.

I det øjeblik var hendes forældre endelig ved grænsen til Budomierz, men det var allerede fem timer siden, de ankom. De stod i kø for at få papirarbejdet ordnet. Ingen ord kunne lindre den stress og angst, som kvinden gik igennem. Vi hjalp hende med at sidde et stykke tid i vores telt, men hun ville snart rejse sig og blive ved med at stirre på checkpointet. Hun så intenst på checkpoint-døråbningen uden at blinke.

Der var en anden mor, der ventede på sine to piger ovre fra den ukrainske side. Kvinden fremstod rig og sofistikeret; hun kom til Polen for at arbejde. Hun forventede en nem rejse, da hun ankom, hvor begge døtre krydsede grænsen hurtigt. Men på det tidspunkt havde hun ventet i mere end syv timer.

Hun var i telefonkontakt med pigerne, og det lød til, at de var meget kolde. Jeg foreslog, at den ene kunne blive i køen, mens den anden gik til varmeområdet for at varme sig. Men hun sagde, at de var for bange til at forlade hinanden og blive adskilt. De havde intet andet valg end at blive i kulden og vente.

Der var så mange historier om sådanne oplevelser. For os, som frivillige, var det et uvurderligt øjeblik, da vi så familier forenes ved grænsen, kramme hinanden og græde deres modige tårer.

En anden nat var der en afrikansk kvinde, som lige krydsede grænsen og ankom til vores bod. Hun havde tre børn med sig. Vi bød smilende på kaffe og lidt chokolade og frugt til hendes børn. Vi forsøgte at trøste hende og spurgte, hvordan hun havde det.

Med et stort lettelsens suk i ansigtet sagde hun: "Jeg sætter virkelig pris på, hvad I gør alle sammen. Du kan ikke forestille dig den stress, vi skulle igennem for at nå dette punkt og føle os trygge. Jeg er fra Kharkiv. Der var hele tiden lyden af bomber og kugler, i dagevis. Min søn er stadig bange, selv når han hører den lille lyd af ting, der lander på jorden. Efter en rigtig lang periode, er i de første til at spørge mig, om jeg har det godt. Det betyder virkelig meget. Mange tak."

Jeg huskede Ammas ord: "Et kærligt smil, et medfølende ord og en lillebitte venlig handling kan allerede hjælpe mennesker meget."

Vi så hende med tårer i øjnene, da hun gik med sine børn. Jeg takkede Amma for at give os denne vidunderlige mulighed for simpelthen at være der som et instrument i hendes hænder. Det er utroligt at se, hvordan Ammas kærlighed når ud til tusindvis af mennesker på forskellige måder.

Dette er faktisk en af ​​vores første frivillige aktiviteter, hvor Amma direkte tjekkede udviklingen hver eneste dag gennem Swami Shubhamritananda. Vores frivillige indsats ville ikke have manifesteret sig på en så kraftfuld måde uden Ammas råd.

De første par dage havde vi meget lidt mad at spise i lejrene. Da vi var vegetarer, kunne vi ikke spise kødsuppen. Vi overlevede på brød, smør og nogle nudler. Vejret var også ret ekstremt. Vores tidsplan var 9.00 til 21.00, selvom det nogle gange blev længere, og vi stod ude i teltet det meste af tiden. At være fra det altid varme Kerala… det var personligt ret svært at udholde. I de første tre dage havde vi ikke engang varme.

Jeg følte dog sådan en stærk tilstedeværelse af Amma omkring vores bod. Det føltes ubesværet at håndtere situationen. Jeg blev konstant mindet om Ammas darshans i de lange nattetimer, hvor jeg tilbød medfølende smil og ord til folk, der kom med længselsfulde hjerter.

Jeg er sikker på, at dette er den samme inspiration for alle frivillige, der støtter denne indsats. Hver gang vi følte os trætte, var det Ammas kærlighed og energi, der strømmede ind i os et sted fra, og fyldte os med entusiasme og styrke til at komme videre. Hun gav også konstant vejledning og forslag til, hvordan man kunne forbedre hjælpen.

Efter ni dage ved grænsen måtte Rohit og jeg tilbage på arbejde og satte os på toget tilbage til Tyskland. Effekten af ​​oplevelsen var noget, jeg aldrig havde forestillet mig før. Krig er kulminationen på det menneskelige ego i dets mest magtfulde form - en konstant stræben efter kontrol og dominans. Ord er ikke tilstrækkelige til at beskrive eftervirkningerne af den ødelæggelse, det skaber for andre.

Når jeg lukker øjnene, ser jeg stadig ansigter af gamle par, der går med tung bagage, mødre og børn efterladt alene uden en far, udmattede børn. De flygtede alle fra grænsen, løb bogstaveligt talt for deres liv og ledte efter et sikkert husly.

Selvom det er så smertefuldt at huske, føler jeg mig også ekstremt ydmyg over alt, hvad livet har overøst mig. Jeg har et hjem at sove i, mad at spise og kærlige venner og familie.

Må menneskeheden finde styrken og modet til at overvinde disse mørke tider og støtte hinanden. Må der være en ende på det menneskelige egos arrogance. Må Ammas kærlighed bringe trøst til de smertende hjerter og skinne i deres liv og give dem styrke til at komme videre.

Frivillige i hele Europa koordinerer donationer til vigtig hjælp og hjælper med at skaffe bolig til flygtninge.

.

Amma centre i Europa:

Centre Amma, Ferme du Plessis (Frankrig)
28190 Pontgouin
centreamma@etw-france.org

Centre Amma-Lou Paradou (Frankrig)
RN7, 83170 Tourves
contact@amma-louparadou.org

MA Centre Germany
Seminarzentrum Hof Herrenberg e.V.
Hof Herrenberg 1
64753 Brombachtal
info@ammazentrum.de

Amma Zentrum München (Tyskland)
Wehrlestraße 27, 81679 München
muenchen-info@amma.de

Centro Amma (Spain)
Masia Can Creixells/n, 08784 Piera, Barcelona
info@amma-spain.org

MA Centre Switzerland
Ziegelhütte 1, CH – 8416 Flaach
mail@macenter.ch

MA Centre Holland
Driebergseweg 16 A, 3708 JB Zeist
centrum@amma.nl

MA Centre UK
40a Letchworth Drive, Bromley BR2 9BE
info@amma.org.uk

Centrum van Amma België (Belgien)
Broekstraat 6, 9140 Tielrode, Belgium
vriendenvanamma@telenet.be