AYUDH Chicago skaffer mad og tøj til mennesker i nød, mens COVID-19 fortsætter

Chicago, Illinois, USA
Ligesom i resten af verden fortsætter COVID-19-pandemien med at forårsage mange millioner menneskers arbejdsløshed over hele USA. Mere end 10 millioner mennesker står uden arbejde, svarende til en ledighed på 6,3 % ifølge de seneste statistikker fra den amerikanske regering. Det er et stort fremskridt i forhold til de 14,7 % ledige i april 2020, men alligevel næsten det dobbelte af januar 2020, hvor ledigheden var på 3,5 %.
AYUDH er ungdomsbevægelsen i Embracing the World. Medlemmerne i Chicago-afdelingen reflekterede over, hvordan det påvirkede deres lokalsamfund, som er et af de hårdest ramte i landet. De besluttede sig hurtigt for at gøre noget, i stedet for blot at tale om det.
“Mange familier er endda blevet bortvist fra deres lejligheder og lever i deres biler. Grundet den intense kulde i Chicago har vintertøj som frakker, huer og vanter en høj prioritet. AYUDH-medlemmerne var berørte over det store behov og følte de måtte gribe til handling, så de besluttede at arrangere en mad- og tøj donation,” forklarer Chandan.
I løbet af blot tre uger havde AYUDH Chicago samlet et frivilligt team, koordineret donationer af både forsyninger og penge til formålet, samt skabt kontakt til organisationer i Chicago-området til at distribuere mad, tøj, legetøj og andre basale fornødenheder.
“Ud af de modtagere, jeg mødte i forbindelse med leveringen af forsyningerne, bemærkede jeg særligt en mor. Hun fandt først en blød bamse frem til sit barn fra bunken, inden hun hentede mad og tøj”, fortæller Divya.
“Moderens instinkt til at give sit barn glæden ved det bløde tøjdyr midt i den barske vinterkulde, inden hun tog sig af sine egne basale behov, stod for mig som den ultimative kærlighedserklæring.”
Første skridt var donationerne. Grundet COVID-19, blev aflæsningen af ting nødt til at være kontaktløs, så et område blev indrettet til dette på MA-Centret Chicago. Personer, som boede for langt væk til at komme forbi med deres donationer, besluttede i stedet for at donere penge, som AYUDH-frivillige købte ind for.
“Da vi tog ud for at købe ind, spurgte nogle af ekspedienterne, hvad alle tingene i indkøbsvognen skulle bruges til. Da de fandt ud af, at det var til en mad- og tøjdonation, blev de meget rørte og følte sig inspireret til at gøre det samme,” forklarer Chandan.
Da alle donationerne var samlet mødtes AYUDH-medlemmerne på MA-Centret for at sortere alle tingene i typer af mad, forskellige slags vintertøj og andre kategorier af de livsnødvendige ting. En håndfuld frivillige fik sorteret hundredvis af ting i løbet af et par timer.
Næste skridt var, hvordan de skulle få forsyningerne ud til de nødstedte mennesker. AYUDH besluttede sig for at kontakte to etablerede organisationer i lokalsamfundet: Batavia Interreligiøse 'Spisekammer og Tøjskab' i Chicagos forstæder og Missionen af Vor Frues Engle tæt på Chicago Centrum, som tjener befolkningsgrupper i markant større nød. På grund af COVID-19 restriktionerne sørgede begge organisationer for en kontaktløs afhentning. Det betød at køre forsyningerne til disse steder og hjælpe de frivillige i ‘spisekammeret’ med at fordele varerne til modtagerne.
“Det var svært at interagere og se mennesker tæt på, men på Missionen af Vor Frues Engle var mange af modtagerne hjemløse, og de samledes med det samme for at tage de ting, som var lagt frem på gadehjørnet foran herberget. Og det var på trods af, at vi var udenfor i frostgrader,” fortæller Chandan.
For AYUDH Chicago var den største succes, uagtet COVID-19 restriktionerne, at de var i stand til at indsamle madvarer til en værdi over 4.600 kr. og flere hundrede stykker tøj. At være sammen med andre under pandemien for at give og tjene andre betød også, at de frivillige lærte af oplevelsen.
“Jeg var rørt over at se den direkte og store betydning af vores fælles indsats i lokalsamfundet, og hvordan det direkte hjalp de fattige og hjemløse i denne kolde vintertid, mens pandemien raser,” konkluderer Divya.
“Modtagerne hentede sunde dagligvarer, rent tøj, varmt vintertøj og hygiejne-produkter. Det virkede i det mindste til at give dem en vis lettelse at få denne livgivende støtte.”