En kvindes mål: at skabe selvtillid i landsbyen Ratanpur

Bihar i Indien den 18. juni 2019

Amrita SeRVes mål i Ratanpur i delstaten Bihar er at hjælpe Musaharerne med at etablere sig, så de kan leve et værdigt liv. I Ratanpur kommer de fleste mennesker fra Musahar stammesamfundet, hvis levevilkår er meget beklagelige. Som et af de fattigste samfund i hele Indien blev de betragtet som udstødte, lige indtil landets uafhængighed fra det Britiske styre i 1947. Under den nye forfatning gav centralregeringen Musahar en legal status, så de kunne få adgang til socialhjælp.

Men nu mere end 70 år senere lider Musaharerne stadig under voldsom fattigdom, vedvarende underernæring og høj spædbørnsdødelighed. Dertil kommer at deres læsefærdigheder er yderst ringe. Kun seks procent af mændene og to procent af kvinderne kan læse eller skrive. Derudover har de hverken kendskab til hygiejne- eller sanitetspraksis.

Urmila er sundhedsarbejder og landsbykoordinator for Amrita SeRVe i lokalområdet. Hun kommer fra den nærliggende landsby Hadiyabad, men selv om hun var lokalkendt, fandt hun det svært at overbevise Ratanpur's folk om at foretage sig ændringer som kunne forbedre deres liv. Efter at have levet som en marginalgruppe i århundreder har de manglende tillid til andre - og især til statsinfrastruktur. Det tog lang tid at for Urmila at få landsbyboernes støtte til hendes sundhedsarbejde.

"De vil ikke ændre sig, bare fordi nogen kommer til at give dem opmærksomhed," forklarer Urmila. "Jeg er fra en anden landsby - en outsider - så hvorfor skulle de høre på mig?"

Hjælpen skulle ikke blot være at sikre at de grundlæggende behov blev opfyldt, men også at vise, at de rent faktisk er mennesker, som fortjener respekt og omsorg fra andre. Efter at have vokset op med prædikatet som en fattig og tilbagestående kaste, har mange dem slet intet selvværd eller selvtillid.

Efter nogen tid blev Urmila dog i stand til at bevise, at hun virkelig var der for at hjælpe folket i Ratanpur. Hver anden uge begyndte hun at vaske børnene, der var dækket af støv og snavs. Da folk så efterhånden vænnede sig til hendes hjælp, kunne de bedre forstå og acceptere Urmila, og hun fik lov til at give børnene bad ugentligt.

Landsbyboere kom på denne måde til at åbne sig for at modtage vaccinationer (mod polio og mæslinger) som Urmila koordinerede med områdets offentlige sundhedsarbejdere. For at påbegynde en ændring af folkets misopfattelser, valgte Urmila at fokusere på undervisning i basal sundhed. Ikke meget kan opnås uden et godt helbred, tænkte hun. Derfor begyndte hun regelmæssigt at give sundhedslære til kvinder og børn, og kunne endelig besøge deres boliger for at kontrollere familiens sundhedstilstand. Når hun opdager alvorlige forhold, tager hun personligt patienten med til områdets sundhedscenter (PHC) eller i akutte tilfælde til det nærmeste hospital. Hun blev også i stand til at bibringe en vis undervisning til gravide og nye mødre, som havde brug for at øge deres ernæringsindtag ved at spise mere grønt og tage jerntabletter.

Musaharfolkene ejer ikke jord, så må de påtage sig job som løsarbejdere for Rs 250 om dagen (25 kr). Dette arbejde er for det meste hjælp til landbrug, murstensstøbning eller lastning af lastbiler, og er stærkt sæsonafhængigt. Meget af året er Musahar derfor alligevel arbejdsløse.

Urmila hørte om kvinden Sarita, som var ni måneder gravid og pludselig var begyndt at miste en unormalt stor mængde vand. Urmila skyndte sig til Saritas side, hvor hun overbeviste hende om, at de skulle gå til det nærliggende hospital. Sygeplejersken rådede til at Sarita blev indlagt med det samme, da hun kunne forvente at føde nårsomhelst. Sarita lod sig indlægge, men kort efter at Urmila forlod sengelokalet, løb hun væk. Hun forventede nemlig at føde hjemme som de fleste kvinder i sin lille landsby. Selvom det er muligt at tage på statssygehuse, foretrækker landsbyboerne at føde hjemme efter deres egne traditioner.

"Hvilke slags mennesker bringer du hertil?" spurgte sygeplejersken Urmila den næste dag. "Kan du forklare hvorfor hun pludselig forlod hospitalet?"

Urmila fandt Sarita i sit hjem, hvor hendes smerter var fordoblede, og overbeviste hende om at komme til hospitalet igen. Men da de kom tilbage, kunne hospitalet ikke gøre noget: "Vi kan ikke hjælpe hende nu," sagde lægen. "At hun løb væk har gjort hendes tilstand meget værre. Barnet er sandsynligvis dødt og vi kan ikke hjælpe med det her." Derfor besluttede Urmila sig for at tage Sarita til statssygehuset i den nærliggende by Ara. På statssygehuset opererede de det livløse foster bort, hvorved de reddede Saritas liv.

Grimme situationer som dette afskrækker ikke Urmila fra sit arbejde: Hendes mission i Ratanpur begyndte i januar 2016, da hun blev tilbudt muligheden for at rejse til Amritapuri og møde Amma for første gang. Der blev hun samtidigt introduceret til lederen af ​​Amrita SeRVe, som spurgte, om hun gerne ville i træning som sundhedsarbejder. Urmila følte det som et helt konkret kald i hjertet og svarede hurtigt ja, hvorfor hun allerede kunne begynde sit arbejde for Amrita SeRVe to måneder senere.

På trods af de prøvende omstændigheder og de små fremskridt, forblev Urmila dedikeret til projektet. Et nyt vidnesbyrd om dette nye fundament af tillid mellem Urmila og landsbyboerne er historien om Nita Devi: Fire måneder inde i graviditeten fik Devi en alvorlig hævelse i fødderne. Urmila sørgede for at få taget de nødvendige prøver til sundhedscentret, og fortalte Nita Devi, at hvis hun måtte tage sig bedre af sig selv og spise rigtigt for at få det bedre. Nita Devi begyndte at følge Urmila's instruktioner, og bad så selv Urmila om hvad hun burde gøre som næste skridt i sin fødselspleje. Derfor kunne Urmila tage hende med til førfødselskontrol på sundhedscentret og seks måneder senere fødte Nita Devi en sund pige.

Urmila har endnu ikke vundet tillid hos alle familier i Ratanpur, hvor mange stadig nægter at lytte til hendes råd om at modtage hjælp fra folkesundhedssystemet. På trods af dette er hun fast besluttet på at fortsætte med at opsøge folk. Urmila’s fokus er solidt baseret på vejen til en bedre fremtid for Musahar befolkningen i Ratanpur, et menneske ad gangen.