God mad, omsorg og kærlighed til spedalsk koloni i Rio de Janeiro

September, 2014, Rio de Janeiro
I september 2007, lige efter Ammas første besøg i Brasilien, blev det lokale hold af ETW - frivillige inviteret til at hjælpe et fælleskab, bestående af mennesker, der lider af spedalskhed. Spedalskhed kan i dag behandles, så de syge i Curupaiti - kolonien er mest ældre mennesker, der har gået med spedalshedssymptomer, længe inden de begyndte at modtage behandling. Nedenfor er en beretning fra en af de frivillige.
Tredje weekend hver måned besøger vi fællesskabet for at give dem et måltid mad. Der er dog meget forberedende arbejde forud for besøget. Først udsender vi mails og taler sammen med vores gruppe af frivillige for at drøfte fællesskabets behov. Vi drager derefter omkring for at indsamle alt, hvad vi kan. Enten fornødenheder eller penge. Pengene kan så bruges til at købe de ingredienser, som vi skal bruge til den mad, vi laver til dem, og til at købe medicin, de mangler.
Måltidet, vi tilbereder til dem, er typisk brasiliansk inklusiv dessert og drikkelse. Maden tilberedes i overensstemmelse med de instrukser, som vi får fra deres læger, da der primært er tale om ældre mennesker med helbredsproblemer. Sædvanligvis er vi 15-20 frivillige hver måned til at tilberede maden. Vi tilbereder omkring 90 måltider hver måned, og det samlede antal mennesker, vi har været i stand til at tjene gennem årene, er højt. Fra første gang, vi kom til deres fællesskab, og indtil september 2014 har vi serveret ca. 4.500 måltider mad til dem. Ved særlige lejligheder som f. eks påske eller jul tilbereder vi højtidsmåltider og giver dem nogle små gaver.
Tjenesten er helt åben for nye frivillige, der gerne vil hjælpe, og ofte inviteres nytilkomne frivillige af venner og bekendte. Vi bruger en hel weekend på at forberede os og til at servere måltidet. Om fredagen køber vi ind. Hen mod lørdag eftermiddag mødes alle frivillige, og vi laver maden og forbereder det hele til servering næste dag. Søndag morgen laver vi de sidste tilberedelser af maden, en sekundær gruppe ankommer og kommer maden i beholdere, som holder den varm. Til sidst rengøres køkkenet, og vi drager derpå samlet afsted mod Curupaiti.
Vi fordeler maden til fem forskellige afdelinger, og hver gruppe hjælper de spedalske med at spise og giver dem kærlig opmærksomhed. Vi er desuden opmærksomme på, hvis plejerne eller de selv fortæller os om specielle behov, de måtte have. Der er tale om en offentlig institution med ganske basale og primitive faciliteter. Vi prøver derfor at gøre alt, hvad vi kan, for at de ældre skal føle sig godt tilpas. Overskydende mad videredistribueres derefter til hjemløse i Rios gader.
Vi påberåber os aldrig at komme fra en kult eller religion; vi drager blot derhen for at give dem vores kærlighed. Når folk spørger os, hvem vi er, og hvem der laver maden, så svarer vi, at vi føler os inspireret af Amma. Gennem tiden er mange af dem, som vi har serveret for, begyndt at beundre Amma. De føler, at hun indirekte er den, der står og kokkererer for dem. De sender mange beskeder til hende gennem os, også om hvor meget de elsker hendes mad. De spørger ofte uskyldigt, hvorfor Amma ikke selv kommer og besøger dem.