HVORDAN EN ENKELT LILLE PIGES ØJENOPERATION I KENYA VISER STYRKE

Kenya den 8. november 2021

Siden 2013 har Embracing the World i Kenya sammen med den spanske forening Vision Without Borders (Syn Uden Grænser) arbejdet med lokale læger over hele Kenya for at udføre gratis operationer for grå stær. Holdene har nu gennemført mere end 1.900 behandlinger, og i år skete det endda på trods af at Kenya var underlagt COVID-19-restriktioner.

En anden milepæl var at nogle af operationerne for første gang kunne foregå på en operationsstue i stedet for i en mobil læge-lejr. Et lille hospital åbnede i et af Nairobis slumkvarterer og bød velkommen til øjenlæger, optometrister og sygeplejersker.

De fleste af patienterne var fra den etniske gruppe Kikuyu, som er den mest almindelige i området, men folk rejste også dertil fra fjerntliggende områder som Kissi, Meru og Mombasa. Nogle af patienterne havde længe været diagnosticeret med grå stær, men havde på grund af manglende ressourcer ikke haft mulighed for at få operation tidligere.

Dr. Isabel Signes Soler er optometrist og en af ​​projektets arrangører. I år mødte hun en lille pige, som inspirerede hende dybt ud af de hundredvis af patienter, hun har mødt gennem årene, og derfor deler hun sin erfaring.

—

Charitys historie: Bare ét øje tak

Charity er seks år gammel og kom til øjenoperation med sin far. Hendes mor kunne ikke følge hende, fordi Charity har en lillesøster, som hendes mor skal tage sig af. Charity blev født med medfødt grå stær, og da hun kom til den første aftale, kunne hun knap se 10 pct.

Under konsultationen opførte hun sig rigtig godt. På trods af sin alder tillod hun os at putte dråber i hendes øjne og lave alle testene uden at klage. Hun gjorde ikke modstand, og hun græd heller ikke på noget tidspunkt.

Charitys operation var planlagt til den sidste dag i kampagnen, fordi vi havde brug for generel anæstesi, så vi måtte udføre den på et andet hospital med de rette ressourcer. På dagen tog vi til Bhagati Hospital i Nairobi, satte det kirurgiske mikroskop op og gjorde operationsstuen klar.

Charity kom afslappet ind, med en af plejepersonalet i hånden. Snart begyndte de lokale sygeplejersker at lede efter en vene i hendes højre hånd, og det var der hun blev nervøs. Hvad skete der? Da sygeplejersken stak hende, begyndte hun at græde utrøsteligt, indtil hun blev bedøvet.

Da hendes vitale tegn var stabiliseret, begyndte operationen. Hendes højre øje først. Kun bip-bip fra monitoren, der styrede hendes vitale tegn, kunne høres. Bønnerne foregik i stilhed.

Det var en langsom operation. Efter 30 minutter blev den intraokulære linse implanteret, og alt gik godt. Dernæst fortsatte Dr. Jaime Javaloy med det andet øje.

Da han var færdig, blev Charity ført til opvågningsrummet. Hun vågnede hurtigt og begyndte at græde. Hun havde begge øjne dækket og kunne intet se - alt var mørkt. Hun var desperat, fordi hun før operationen, selvom hun så meget dårligt, dog så lys og kunne skelne nogle konturer.

Hun råbte: "Mor, mor, mor..." Plejepersonalet bad en pårørende komme, og hendes far kom ind i værelset, men gråden fortsatte. Jeg nærmede mig og begyndte at tale til hende med den hensigt at trøste hende, men uden held. Vi kunne næsten ikke holde hendes hænder for at forhindre hende i at fjerne hendes bind for øjnene efter operationen. Til sidst måtte vi binde hendes hænder til sengen.

Charity råbte noget på sit lokale sprog, og jeg spurgte sygeplejersken, hvad hun sagde. Sygeplejersken fortalte mig, at Charity ville have os til at afdække mindst det ene øje, for hvis ikke, ville hun snuble over alt, når hun stod op.

Efter at have rådført mig med kirurgen, nærmede jeg mig sengen og sagde: "Charity, hvis du holder op med at græde, afdækker jeg det ene øje."

Lidt efter lidt faldt hun til ro, og jeg afdækkede hendes højre øje. Hendes øjenlåg var let hævet, og hun måtte løfte hovedet for at prøve at se. Hun begyndte at se til venstre og højre og rystede langsomt på hovedet. Hun faldt mere til ro. Jeg fortalte hende, at jeg ville give hende en kjole fra Spanien og spurgte hende, hvilken farve hun ville have. "Pink," svarede hun.

Charity bad så sin mor om at komme, og snart dukkede hun op med Charitys lillesøster på ryggen. Charitys far forlod rummet, og hendes mor tog en kappe på for at få adgang. Fra døren spurgte Charitys mor, om hun allerede var blevet opereret, og da hun så sin datter, blev hendes øjne fyldt med tårer. Sygeplejerskerne lagde mærke til det, og da jeg så på hende, blev mine øjne også våde.

Charity var stadig rolig, så vi fjernede de bandager, der bandt hende til sengen. Vi gav plejeinstruktioner til hendes mor og sagde farvel frem indtil næste aftale.

Den følgende dag, da jeg kom ind i rummet, hvor Charity var, og havde hun allerede afdækket begge hendes øjne. Hun var glad, og hendes syn var meget bedre. Hendes øjne var hvide og hornhinderne gennemsigtige, uden tegn fra den foregående dags operation. Hendes spontane syn var 30 %, og hun fik ordineret dråber i en måned.

Efter to uger besøgte vi endnu et kontrolsted. Charitys syn var blevet endnu bedre, og vi var i stand til at skrive en recept til briller. Vi vil fortsætte med at følge hendes fremskridt, indtil hun er ni år.

Charity bor sammen med sin mor i et landområde, der hedder Machacos, og hendes far arbejder i Nairobi for at tjene penge til familien. Hun har ikke været i skole i et helt år, fordi hun ikke kunne se. Hun vil nu være i stand til at vende tilbage til klassen, og hun vil have en chance for at få et godt liv.

Styrken af denne lille pige var overraskende, på trods af hendes unge alder og hendes synsvanskeligheder. Hun viste sig trods alt at være en god forhandler, for da hun fik os til at fjerne den første bandage: "Bare det ene øje, så jeg ikke falder."